Det er længe siden jeg har skrevet indlæg på bloggen, men det har jo som mange sikkert ved, sin helt naturlige grund. Far har været meget syg på det sidste af cancer, og pludselig kom det hele til at gå meget stærkt, og jeg fik ham indlagt på Thisted sygehus mandag d. 27. juni. Han havde da været sengeliggende i et par uger, indimellem dette var han indlagt én gang i Thisted til en blodtransfusion, og én gang i Aalborg, hvor vi fik af vide at der ikke var mere behandling at tilbyde, kun lindrende.
Jeg husker at det var en onsdag han blev indlagt i Aalborg, hvor jeg som sædvanlig skulle køre ham til kemobehandling. Aftenen inden havde jeg sagt til Jan, at jeg synes at far var for svag til at modtage mere kemo, men at han selv skulle træffe den svære beslutning. Da vi om morgenen kørte derop, sagde jeg til ham, at han ikke skulle tage mere kemobehandling ofr vores skyld, han skulle gøre det som han selv fandt rigtigt. Selv sagde han så også, at han ikke kunne klare det mere. Da vi kom på afdelingen. kunne sygeplejersken godt se at han var blevet dårligere siden sidst (havde bla. tabt sig 8 kilo på 1 uge). De ville indlægge ham, og lave en ny CT scanning, som vi fik svaret på om fredagen, mens hele familien sad omkring ham. "Bare kom med sandheden" sagde far, og den fik han...og den var ikke god!
Der var spredning til hele kroppen, ALT var inficeret med den åndssvage sygdom - det var ikke til at tro, trods svær kemobehandling. Sådan, BUM, lige smidt i ansigtet, en dødsdom....far jokede og sagde at vi da ikke slap for ham de første 5-6 år...jeg selv? Jeg var ikke stærk nok til at sidde ved ham og modtage al den dårligdom, jeg brød simpelhen sammen og løb ud, kunne ikke klare det. Løb ud på badeværelset ved siden af, og lossede radiatoren sådan én med foden...en sygeplejerske blev forskrækket og kom ud for at trøste mig. Har kun roser til overs for afd. D2 i Aalborg, trods alt!
Ugen før hvor far døde, skulle jeg opereres for en knude i livmoderen i Thisted. Dette tænkte far meget på, han var nervøs...og efter operationen ringede han op på sygehuset for at høre hvordan det var gået, på dette tidspunkt var han sengeliggende, og meget svag, jeg var taknemmelig og rørt over, at han havde kræfter til at yde mig den omsorg. Weekenden efter operationen, kom Silwana (vores tyske feriebarn fra min barndom), og hendes kæreste Brian, for at hilse på ham, og formentlig sige farvel for sidste gang - far ventede på disse 2 "begiveneder", det er helt sikkert - jeg er så glad for at han satte sig for at få disse ting med. Efter afskeden med Silwana om søndagen, var det at han blev indlagt mandag morgen, det var mere end tydeligt at det var det han ventede på, det havde jeg også sagt til Jan før operationen.
Vi vidste jo alle hvor det bar hen af, men ikke at det ville komme til at gå så hurtigt..onsdag eftermiddag blev far meget dårlig, men vi kunne stadig komme i kontakt med ham, selvom han sov det meste af tiden. Jeg havde i flere dage gået med en følelse af at han havde brug for at få af vide, at nu var det iorden at han gav slip...jeg snakkede med Jan om det, om vi skulle bede Kirsten Haaber (psykoterapeut i det palliative team), om at sige det til ham. For far og jeg var jo ikke líge dem der sådan snakkede konkret om følelser, og det som virkelig gør ondt indeni, men jeg tog mod til mig...og kl. 15 hviskede jeg i hans øre, at nu var det iorden at give slip, at vi godt forstod at han ikke kunne mere, at han havde været en god far, og at vi nok skulle klare os nu, og passe på Galina hans kone. Det var som i en film, men det er sandt når jeg siger, at han åbnede øjnene og kiggede på mig, og nikkede - han forstod! Og derefter kom vi ikke i kontakt med ham mere...vi sad med hans hænder i vores, og han sov stille ind onsdag d. 29. juni kl. 18.20.
Det er surrealistisk! At han ikke er her mere...men jeg lyver for mig selv, og bilder mig selv ind, at han lige er ude at køre en tur, besøger venner, er i Vorupør, på torvet, henter blomster i Skive..eller...men hvem ved, måske er han alle de steder, ét sted er han ihvertfald, og det er i vores hjerter!!
Men vi skal ikke græde over det korte liv han havde, vi skal være glade for det vi fik sammen med far! Han var et livsstykke, og stor del af manges hjerter, han var en del af Thisted, en institution i byen, MANGE mennesker kom ikke kun for at købe blomster af far, men for at snakke med ham, være ved ham, opleve ham - han var sådan et menneske man elskede at være sammen med. Han solgte ikke kun mange roser på torvet, han gav også mange roser, som plantede sig i folks hjerter!!
Når sådan noget sker, kan man gøre 2 ting....man kan begrave sig i sorgen og lade livet sumpe til og blive bitter, eller man kan lære af det man har været igennem, og sætte pris på det man har, selv de små ting i hverdagen, og sætte mere pris på livet. Jeg har valgt det sidste, for vi har kun et liv, så vidt vi ved...og det vil jeg have det bedste ud af! Jeg er glad for, at når det ikke kunne være anderledes, så kom det til at gå hurtigt med far, så vi ikke skulle se ham ligge i en seng i flere måneder, det var ham simpelhen ikke værdigt!
I tiden hvor han kæmpede med kemo, og de mange ture til Aalborg sygehus, kørte jeg ofte med ham, og var med ham til alle samtaler og undersøgelser, så vidt det kunne lade sig gøre. Vi fik mange gode snakke på disse turer frem og tilbage, trods de triste omstændigheder, han troede til det SIDSTE, at han ville få flere gode år, og gøre lægernes dom til skamme, sådan skulle det desværre ikke blive, men jeg er imponeret over hans livsvilje, og hele hans kamp!
Støt Kræftens Bekæmpelse med et mindebidrag, eller et generelt bidrag - denne sygdom SKAL udryddes! Husk at du er fradragsberettiget, dette kan du få Kræftens Bekæmpelse til at indberette til Skat.
http://www.cancer.dk/
mandag den 4. juli 2011
torsdag den 9. juni 2011
Ønskelisten
Her vil jeg samle nogle billeder af ting jeg ønsker mig til jul/fødselsdag, og ting jeg sparer op til, eller bare sådan generelt er på jagt efter.
En amagerhylde, eller 2...må gerne være et genbrugsfund som jeg selv skal sætte i stand.
2 sæt af disse vidunderlige sæt sengetøj fra Småfolk, skal også være meget velkomne inden for mine døre.
Så ønsker jeg mig også en gyngestol - drømmen er denne dejlige sag fra Eames, men DEN tror jeg ikke lige Jan er med på, så det bliver nok højst sandsynlig en alm. gammel hvid, men den er nu også lækker!
Når vi er ved de hvide møbler, kan jeg lige så godt tilføje en hvid kærestebænk - sådan én har jeg LÆNGE ønsket mig ;o)
Denne dejlige stol fra Kartell, ville virkelig pynte foran mit sminkebord i mit soveværelse..
En amagerhylde, eller 2...må gerne være et genbrugsfund som jeg selv skal sætte i stand.
En hel væg med Billy reoler fra Ikea, med topspot og det hele, er jeg ved at spare sammen til - de skal stå i stuen nedunder, der hvor klaveret står nu...og klaveret?...Ja det må vi se på til den tid..;o) Stuen dernede skal også lige males hvid, og der skal et blomsterfotostat op på modsatte side af hvor klaveret er i dag.
2 sæt af disse vidunderlige sæt sengetøj fra Småfolk, skal også være meget velkomne inden for mine døre.
Så ønsker jeg mig også en gyngestol - drømmen er denne dejlige sag fra Eames, men DEN tror jeg ikke lige Jan er med på, så det bliver nok højst sandsynlig en alm. gammel hvid, men den er nu også lækker!
Når vi er ved de hvide møbler, kan jeg lige så godt tilføje en hvid kærestebænk - sådan én har jeg LÆNGE ønsket mig ;o)
Denne dejlige stol fra Kartell, ville virkelig pynte foran mit sminkebord i mit soveværelse..
Baby Maskros fra Ikea, DEN skal helt sikkert indkøbes, til loftet i stuen ovenpå!
Hoptimister, både til at stå og hænge - også nogle der har været på ønskelisten længe.
En medaljon i sølv, med lang kæde - helt sikkert et ønske til fødselsdag eller jul.
Så Jan, nu er der ingen undskyldning for ikke at kunne finde en gave - hah!
Frederik, og hans epilepsi.
Som de flste nok efterhånden ved, så har Frederik døjet en del med epilepsi det meste af hans liv. Der har været mange nedture, hvor vi en overgang var indlagt næsten på ugebasis - flere gange med frygten for at vi ikke skulle få ham med hjem igen.
Han reagerede meget voldsomt, overfor feberstigninger, selv den mindste. Hvor han så fik anfald, og derefter var bevidstløs, uden at lægerne kunne sige noget om hvorfor han lige nøjagtigt reagerede sådan. Lægerne har heller ikke helt kunnet klarlægge hvilken form for epilepsi der var tale om. Enten er det børneabsenceepilepsi, som er en "mild" form for epilepsi de fleste børn vokser sig fra, og de ikke bliver retarderede af. Eller også er det en form der hedder i forkortelse MAE (myoklon astatisk epilepsi), som er en mere alvorlig form, som man sjældent vokser sig fra, er svær at behandle, og som man kan blive retarderet af.
Ingen af disse former passer dog 100% på Frederik, så meget har været gætteri, især omkring hans specielle form for anfald, og hans dårlige tilstand ved feberstigning.
http://www.epilepsiforeningen.dk/
Nu har han dog været anfaldsfri i 2 år, en milepæl! Det betyder nemlig at han skal have foretaget et nyt EEG i Ålborg i uge 26, og hvis det er "blankt", så skal vi prøve at trappe ham ud af medicinen. Min egen følelse i det her...tja, jeg tror han er vokset fra det, altså skulle jeg blive meget forbavset hvis der er noget at se på hans EEG.
Han reagerede meget voldsomt, overfor feberstigninger, selv den mindste. Hvor han så fik anfald, og derefter var bevidstløs, uden at lægerne kunne sige noget om hvorfor han lige nøjagtigt reagerede sådan. Lægerne har heller ikke helt kunnet klarlægge hvilken form for epilepsi der var tale om. Enten er det børneabsenceepilepsi, som er en "mild" form for epilepsi de fleste børn vokser sig fra, og de ikke bliver retarderede af. Eller også er det en form der hedder i forkortelse MAE (myoklon astatisk epilepsi), som er en mere alvorlig form, som man sjældent vokser sig fra, er svær at behandle, og som man kan blive retarderet af.
Ingen af disse former passer dog 100% på Frederik, så meget har været gætteri, især omkring hans specielle form for anfald, og hans dårlige tilstand ved feberstigning.
http://www.epilepsiforeningen.dk/
Nu har han dog været anfaldsfri i 2 år, en milepæl! Det betyder nemlig at han skal have foretaget et nyt EEG i Ålborg i uge 26, og hvis det er "blankt", så skal vi prøve at trappe ham ud af medicinen. Min egen følelse i det her...tja, jeg tror han er vokset fra det, altså skulle jeg blive meget forbavset hvis der er noget at se på hans EEG.
Jeg vil løbende holde bloggen opdateret om, hvad der sker i forløbet omkring udtrapning/ikke udtrapning.
onsdag den 8. juni 2011
Da Frederik kom til verden...
Vi havde jo længe ventet på at få et barn, da jeg blev gravid og vi sidenhen fik Frederik. Vi stod og var henvist til 1. reagensglasforsøg, fordi jeg ikke er særlig fertil i kraft af min stofskiftesygdom Myxødem (nedsat stofskifte), så jublen ville ingen ende tage da det skete helt af sig selv.
Jeg husker tydeligt at jeg stod med en positiv test, og ringede til Jan og var helt ude af den. Jeg kan huske at jeg sagde at det blev en dreng, og at han skulle hedde Frederik...mærkeligt! Jeg var så sikker i min sag gennem hele graviditeten, indtil dagen for misdannelsesscanningen, hvor jeg faktisk var lidt i tvivl - men det var jordemoderen ikke, og på vej ud på gangen fik Jan sagt "YES" til "nyheden" om at det VAR en dreng vi ventede.
D. 7. december 2006 blev vores Frederik forløst v. semiakut kejsersnit, og her er min fødselsberetning som jeg skrev den til Jubii-debatten:
6/12. Klokken er 03.30, og jeg vågner ved at det murrer rigtig meget i maven – det gør faktisk pisseondt. Jeg står op og går rundt, tager tid – og synes faktisk at de her veer/plukkeveer er ret heftige. Men der er ingen regelmæssighed i det – snart er er 2 minutter, snart er der 15 minutter imellem, så jeg prøver at tage 1 g. Panodil for at falde til ro, men det hjælper ikke.
Kl. 13.30 går det hele i sig selv igen, og jeg er ret skuffet.
Hele dette scenarie gentager sig fra kl. 18 – 22, men igen går veerne i sig selv.
6/12. Veerne starter op igen m. fornyet styrke kl. 22.00, og denne gang pakker jeg det sidste i min taske (måske min underbevidsthed ved at det er nu?). Jeg har det virkelig dårligt, for igen er der ingen regelmæssighed i veerne, men jeg bestemmer mig allgevel for at ringe til fødegangen for at høre hvordan jeg skal forholde mig. Får af vide det som jeg frygter, at jeg ikke skal komme før der er 2 min. Mellem veerne, da vi bor så tæt på sygehuset. Jeg ligger skuffet røret på, men efter nogle timer er veerne så heftige når de endelig kommer (stadig ikke regelmæssige), at jeg ikke kan være med længere. Jeg ringer endnu engang til fødegangen og sige at vi kommer NU!
Jeg er 3 uger over tid godt og vel, og har en tid til igangsætning den selv samme morgen kl. 09.00.
Vi ankommer til fødegangen, og her modtager min dejlige konsultations JM mig – jeg bliver lidt forvirret da jeg vidste at hun ikke var på vagt – men hun er på vej hjem, og vil gerne lige modtage mig.
Jeg bliver undersøgt og for kørt en strimmel. Baby har det fint, og livmoderhalsen er udslettet og jeg er 1 cm åben – hvilken skuffelse, da jeg havde regnet med at de hårde veer havde gjort sit arbejde lidt bedre. JM synes jeg er meget mere forpint end jeg burde være – jeg er i en anden verden og ligger bare og stønner. Hun beslutter sig for at give morfin, men jeg vil ikke, da jeg er bange for smerten fra stikket i ballen, og at morfinen skal påvirke min baby. Men min JM får mig overtalt til at komme i himlen for en stund, og det takker jeg hende for da morfinen virker – jeg er virkelig kommet i himlen! Min JM sender bud efter blodsugerne, så de kan bestemme min blodtype, da min JM allerede nu har på fornemmelsen at det her ender med KS:
Der er vagtskifte, og nu skal jeg i sandhed møde min banemand – en jordemoder man kun kender fra skrækhistorierne, skal det senere vise sig.
Vi bliver vist ind på en fødestue, og jeg og kæresten får hvilet nogle timer – jeg kan godt mærke veerne, men de gør ikke ondt.
Kl. 10.30 er der 5 min. ml. veerne, og jeg bliver undersøgt igen – stadig kun 1 cm og baby´s hoved står meget højt i mit bækken. – jeg skal vurderes igen efter 1 time.
Kl. 11.30 er veerne igen uregelmæssige, jeg er 2 fingre åben, og lige umiddelbart vurderes baby´s hoved til at være sunket lidt dybere. Det besluttes at vandet skal tages, og min kæreste og jeg bliver helt høje på nyheden om at de nu vil tage vandet, for så kan der da ikke være så langt igen – JM siger da også at vi har vores barn i favnen inden denne dag er omme. Fostervandet er pænt klart, lidt blodtilblandet, og baby har det godt.
Jeg ses an igen kl. 13.00, og der er slet ikke sket noget efter de har taget vandet. Vi er stadig høje på at vi snart skal se vores barn. Vi hører musik og drikker sodavand, griner og snakker - jeg mærker kun en svag murren nu.
Kl. 13.30 undersøges jeg igen, jeg er 3 cm. Åben, og vi bliver nu meget glade over at der trods alt sker noget, selvom jeg faktisk ikke mærker mine veer. Baby´s hoved vurderes nu igen til at stå usædvanligt højt. JM beslutter at jeg skal have vedrop, og vi er forventningsfulde, fog er jeg også en smule nervøs for veernes karakter, når der nu sættes vedrop op.
Og det er med rette, at jeg har frygtet vedroppet. Jeg havde forstået det sådan at der ville være pause ml. veerne – men der er slet ingen pause – veerne vælter ind over mig, og jeg føler mig totalt slået omkuld som om en kæmpe bølge har ramt mig, og jeg kun kæmper for at holde hovedet oppe. Det eneste jeg kan er at skrige…
Kl. 15.00 undersøges jeg igen, og der er ikke sket noget – stadig kun 3 cm åben – jeg beder om epidural, for jeg kan slet ikke overskue det mere – smerterne er forfærdelige, jeg får stønnet flere gange til kæresten, at det her overlever jeg ikke. Kæresten bare er der for mig hele tiden, springer rundt og massere mig, kæler for mig, henter kolde klude, giver mig noget at drikke, er meget rolig – min faste støtte gennem hele dette forløb. Der bestilles epidural v. narkosen.
Kl. 15.45 Venter jeg stadig på epidural, der er travlhed hos narkosen – men jeg tænker at der sikkert er andre der har mere brug for narkosens hjælp end mig, så jeg bliver ikke sur – hvilket er meget mærkeligt når jeg tænker tilbage på hvor elendigt jeg har det på det tidspunkt.
Kl. 17.15 er epiduralen anlagt – efter megen møje og besvær og stikken forkert 8 gange, af en lægestud. (eller andet, i hvert fald én der skulle læres op i at anlægge en epidural). Epi´en virker i ca. 1 time – den er anlagt forkert. Jeg undersøges og der er ingen ændring – jeg har ikke åbnet mig yderligere, og baby´s hoved ligger langt oppe i mit bækken.
Kl. 18.30 orienteres en bagvagt om situationen.
Kl. 19.00 Jeg er helt ude i torvene, jeg har ikke bestilt andet end at skrige siden jeg fik anlagt vedrop – jeg har en ud af kroppen oplevelse, og ser flere gange mig selv liggende på fødebriksen og skrige. Jeg KRÆVER at få et KS nu, da jeg ellers er sikker på jeg dør – veerne sidder i den ene side af hoften, det gør bare så usigeligt ondt – jeg er sikker på at det er for at han står fast ned i den side af bækkenet. JM har igennem hele forløbet siden vedroppet blev anlagt, været sur og tvær og har flere gange sagt til mig at jeg skal holde op med at skrige, holde op med at skabe mig, da det jo altså GØR ondt at have veer og føde. Det er først her efter hele forløbet, at det står klart for mig hvor ubehøvlet og uprofessionelt hun har opført sig.
Kl. 19.45 får jeg anlagt et 2 l. saltvandsdrop som min krop skal optage inden jeg kan få mit KS – de er ved at gøre klar til det – men jeg får af vide at der er ventetid på operationsgangen. Selv om der er bestilt et KS. Bliver JM ved med at øge vedroppet hver halve time ”hvis nu det kunne ske på den naturlige måde, er det jo det bedste” – jeg ligger bare og overvejer at slukke droppet selv, eller på en eller anden måde klemme slangen af/skrue helt ned for dråbetælleren.
Kl. 21.15 bliver jeg kørt på operationsgangen, og her kommer jeg i himlen. Min JM glider totalt i baggrunden, og frem træder den sødeste læge der skal lede forløbet, han anlægger også min rygmarvsblokade, der sidder i første hug – jeg bliver totalt høj over at alle smerter er som forsvundet fra min krop, og nu kan vi begge fokusere på at vi lige om lidt skal være forældre.
I løbet af 5 min. har de skåret mig op, mit blodtryk falder på et tidspunkt meget drastisk, men den søde læge har et godt overblik og råber at der skal gives et eller andet medikament, og at det skal være NU!! Han er meget engageret, og fortæller og forklare det hele, så vi ikke er tvivl om hvad der skal foregå.
Pludselig lyder der et højt og meget hidsigt skrig, lige efter de har ”hoppet” oven på maven af mig, så jeg troede jeg var ved at hoppe ned af lejet. Alle på operationsstuen kommentere vores store flotte dreng, og jeg ligger bare og kigger rundt for at komme til at se ham – det er totalt surrealistisk.
Jeg kan se at min kæreste fælder nogle tårer, men jeg kan se glimtet fra blitzen på kameraet, og pludselig ligger han helt oppe i hovedet på mig, vores søn. Han dufter meget specielt, og græder kun lidt nu. De har måttet opgive at give ham den hue på de havde klar til ham – han er simpelhen for stor. Kl.21.28 kom han til verden, 4550 g. og 57 cm. JM´s umiddelbare kommentar var, ”ja det var da nok godt nok at du ikke skulle føde ham selv så”. – ikke noget med tillykke eller noget.
Nå, men oplevelsen med den JM har vi lagt bag os, vi fokuserer kun på de gode ting nu – og alt i alt har det trods alt været et skønt forløb, vi fik jo et sundt og velskabt barn ud af det.
Jeg husker tydeligt at jeg stod med en positiv test, og ringede til Jan og var helt ude af den. Jeg kan huske at jeg sagde at det blev en dreng, og at han skulle hedde Frederik...mærkeligt! Jeg var så sikker i min sag gennem hele graviditeten, indtil dagen for misdannelsesscanningen, hvor jeg faktisk var lidt i tvivl - men det var jordemoderen ikke, og på vej ud på gangen fik Jan sagt "YES" til "nyheden" om at det VAR en dreng vi ventede.
D. 7. december 2006 blev vores Frederik forløst v. semiakut kejsersnit, og her er min fødselsberetning som jeg skrev den til Jubii-debatten:
Kl. 13.30 går det hele i sig selv igen, og jeg er ret skuffet.
Hele dette scenarie gentager sig fra kl. 18 – 22, men igen går veerne i sig selv.
6/12. Veerne starter op igen m. fornyet styrke kl. 22.00, og denne gang pakker jeg det sidste i min taske (måske min underbevidsthed ved at det er nu?). Jeg har det virkelig dårligt, for igen er der ingen regelmæssighed i veerne, men jeg bestemmer mig allgevel for at ringe til fødegangen for at høre hvordan jeg skal forholde mig. Får af vide det som jeg frygter, at jeg ikke skal komme før der er 2 min. Mellem veerne, da vi bor så tæt på sygehuset. Jeg ligger skuffet røret på, men efter nogle timer er veerne så heftige når de endelig kommer (stadig ikke regelmæssige), at jeg ikke kan være med længere. Jeg ringer endnu engang til fødegangen og sige at vi kommer NU!
Jeg er 3 uger over tid godt og vel, og har en tid til igangsætning den selv samme morgen kl. 09.00.
Vi ankommer til fødegangen, og her modtager min dejlige konsultations JM mig – jeg bliver lidt forvirret da jeg vidste at hun ikke var på vagt – men hun er på vej hjem, og vil gerne lige modtage mig.
Jeg bliver undersøgt og for kørt en strimmel. Baby har det fint, og livmoderhalsen er udslettet og jeg er 1 cm åben – hvilken skuffelse, da jeg havde regnet med at de hårde veer havde gjort sit arbejde lidt bedre. JM synes jeg er meget mere forpint end jeg burde være – jeg er i en anden verden og ligger bare og stønner. Hun beslutter sig for at give morfin, men jeg vil ikke, da jeg er bange for smerten fra stikket i ballen, og at morfinen skal påvirke min baby. Men min JM får mig overtalt til at komme i himlen for en stund, og det takker jeg hende for da morfinen virker – jeg er virkelig kommet i himlen! Min JM sender bud efter blodsugerne, så de kan bestemme min blodtype, da min JM allerede nu har på fornemmelsen at det her ender med KS:
Der er vagtskifte, og nu skal jeg i sandhed møde min banemand – en jordemoder man kun kender fra skrækhistorierne, skal det senere vise sig.
Vi bliver vist ind på en fødestue, og jeg og kæresten får hvilet nogle timer – jeg kan godt mærke veerne, men de gør ikke ondt.
Kl. 10.30 er der 5 min. ml. veerne, og jeg bliver undersøgt igen – stadig kun 1 cm og baby´s hoved står meget højt i mit bækken. – jeg skal vurderes igen efter 1 time.
Kl. 11.30 er veerne igen uregelmæssige, jeg er 2 fingre åben, og lige umiddelbart vurderes baby´s hoved til at være sunket lidt dybere. Det besluttes at vandet skal tages, og min kæreste og jeg bliver helt høje på nyheden om at de nu vil tage vandet, for så kan der da ikke være så langt igen – JM siger da også at vi har vores barn i favnen inden denne dag er omme. Fostervandet er pænt klart, lidt blodtilblandet, og baby har det godt.
Jeg ses an igen kl. 13.00, og der er slet ikke sket noget efter de har taget vandet. Vi er stadig høje på at vi snart skal se vores barn. Vi hører musik og drikker sodavand, griner og snakker - jeg mærker kun en svag murren nu.
Kl. 13.30 undersøges jeg igen, jeg er 3 cm. Åben, og vi bliver nu meget glade over at der trods alt sker noget, selvom jeg faktisk ikke mærker mine veer. Baby´s hoved vurderes nu igen til at stå usædvanligt højt. JM beslutter at jeg skal have vedrop, og vi er forventningsfulde, fog er jeg også en smule nervøs for veernes karakter, når der nu sættes vedrop op.
Og det er med rette, at jeg har frygtet vedroppet. Jeg havde forstået det sådan at der ville være pause ml. veerne – men der er slet ingen pause – veerne vælter ind over mig, og jeg føler mig totalt slået omkuld som om en kæmpe bølge har ramt mig, og jeg kun kæmper for at holde hovedet oppe. Det eneste jeg kan er at skrige…
Kl. 15.00 undersøges jeg igen, og der er ikke sket noget – stadig kun 3 cm åben – jeg beder om epidural, for jeg kan slet ikke overskue det mere – smerterne er forfærdelige, jeg får stønnet flere gange til kæresten, at det her overlever jeg ikke. Kæresten bare er der for mig hele tiden, springer rundt og massere mig, kæler for mig, henter kolde klude, giver mig noget at drikke, er meget rolig – min faste støtte gennem hele dette forløb. Der bestilles epidural v. narkosen.
Kl. 15.45 Venter jeg stadig på epidural, der er travlhed hos narkosen – men jeg tænker at der sikkert er andre der har mere brug for narkosens hjælp end mig, så jeg bliver ikke sur – hvilket er meget mærkeligt når jeg tænker tilbage på hvor elendigt jeg har det på det tidspunkt.
Kl. 17.15 er epiduralen anlagt – efter megen møje og besvær og stikken forkert 8 gange, af en lægestud. (eller andet, i hvert fald én der skulle læres op i at anlægge en epidural). Epi´en virker i ca. 1 time – den er anlagt forkert. Jeg undersøges og der er ingen ændring – jeg har ikke åbnet mig yderligere, og baby´s hoved ligger langt oppe i mit bækken.
Kl. 18.30 orienteres en bagvagt om situationen.
Kl. 19.00 Jeg er helt ude i torvene, jeg har ikke bestilt andet end at skrige siden jeg fik anlagt vedrop – jeg har en ud af kroppen oplevelse, og ser flere gange mig selv liggende på fødebriksen og skrige. Jeg KRÆVER at få et KS nu, da jeg ellers er sikker på jeg dør – veerne sidder i den ene side af hoften, det gør bare så usigeligt ondt – jeg er sikker på at det er for at han står fast ned i den side af bækkenet. JM har igennem hele forløbet siden vedroppet blev anlagt, været sur og tvær og har flere gange sagt til mig at jeg skal holde op med at skrige, holde op med at skabe mig, da det jo altså GØR ondt at have veer og føde. Det er først her efter hele forløbet, at det står klart for mig hvor ubehøvlet og uprofessionelt hun har opført sig.
Kl. 19.45 får jeg anlagt et 2 l. saltvandsdrop som min krop skal optage inden jeg kan få mit KS – de er ved at gøre klar til det – men jeg får af vide at der er ventetid på operationsgangen. Selv om der er bestilt et KS. Bliver JM ved med at øge vedroppet hver halve time ”hvis nu det kunne ske på den naturlige måde, er det jo det bedste” – jeg ligger bare og overvejer at slukke droppet selv, eller på en eller anden måde klemme slangen af/skrue helt ned for dråbetælleren.
Kl. 21.15 bliver jeg kørt på operationsgangen, og her kommer jeg i himlen. Min JM glider totalt i baggrunden, og frem træder den sødeste læge der skal lede forløbet, han anlægger også min rygmarvsblokade, der sidder i første hug – jeg bliver totalt høj over at alle smerter er som forsvundet fra min krop, og nu kan vi begge fokusere på at vi lige om lidt skal være forældre.
I løbet af 5 min. har de skåret mig op, mit blodtryk falder på et tidspunkt meget drastisk, men den søde læge har et godt overblik og råber at der skal gives et eller andet medikament, og at det skal være NU!! Han er meget engageret, og fortæller og forklare det hele, så vi ikke er tvivl om hvad der skal foregå.
Pludselig lyder der et højt og meget hidsigt skrig, lige efter de har ”hoppet” oven på maven af mig, så jeg troede jeg var ved at hoppe ned af lejet. Alle på operationsstuen kommentere vores store flotte dreng, og jeg ligger bare og kigger rundt for at komme til at se ham – det er totalt surrealistisk.
Jeg kan se at min kæreste fælder nogle tårer, men jeg kan se glimtet fra blitzen på kameraet, og pludselig ligger han helt oppe i hovedet på mig, vores søn. Han dufter meget specielt, og græder kun lidt nu. De har måttet opgive at give ham den hue på de havde klar til ham – han er simpelhen for stor. Kl.21.28 kom han til verden, 4550 g. og 57 cm. JM´s umiddelbare kommentar var, ”ja det var da nok godt nok at du ikke skulle føde ham selv så”. – ikke noget med tillykke eller noget.
Nå, men oplevelsen med den JM har vi lagt bag os, vi fokuserer kun på de gode ting nu – og alt i alt har det trods alt været et skønt forløb, vi fik jo et sundt og velskabt barn ud af det.
Hej, og velkommen til min blog.
Ja så blev jeg blogger! Jeg har længe leget med tanken om at oprette en blog, der skulle samle alt omkring mig som person, og min dejlige familie. Her kan familie, venner, og andre følge med på sidelinien i hvad der rører sig hjemme hos os, og hvad jeg går og sysler med. Måske finder du inspiration, måske bliver du klogere på nogle ting, eller også får du bare et godt grin!
Navnet på min blog er ikke tilfældigt, det er opstået af at jeg/vi jo er hjemmemennesker. Vi elsker simpelhen at være hjemme, hvor vi får gode ideer til små forbedringer/indretning (det er jo nok mest mig), og ellers bare har max gas på hygge og samvær.
Bloggen vil løbende blive tilføjet billeder og tekst af forskellig karakter, mest noget omkring vores liv, men også rigtig meget om mine gør det selv projekter, i form af indretning, møbelrestaurering, og kreative sysler.
Navnet på min blog er ikke tilfældigt, det er opstået af at jeg/vi jo er hjemmemennesker. Vi elsker simpelhen at være hjemme, hvor vi får gode ideer til små forbedringer/indretning (det er jo nok mest mig), og ellers bare har max gas på hygge og samvær.
Bloggen vil løbende blive tilføjet billeder og tekst af forskellig karakter, mest noget omkring vores liv, men også rigtig meget om mine gør det selv projekter, i form af indretning, møbelrestaurering, og kreative sysler.
Abonner på:
Opslag (Atom)