Det er længe siden jeg har skrevet indlæg på bloggen, men det har jo som mange sikkert ved, sin helt naturlige grund. Far har været meget syg på det sidste af cancer, og pludselig kom det hele til at gå meget stærkt, og jeg fik ham indlagt på Thisted sygehus mandag d. 27. juni. Han havde da været sengeliggende i et par uger, indimellem dette var han indlagt én gang i Thisted til en blodtransfusion, og én gang i Aalborg, hvor vi fik af vide at der ikke var mere behandling at tilbyde, kun lindrende.
Jeg husker at det var en onsdag han blev indlagt i Aalborg, hvor jeg som sædvanlig skulle køre ham til kemobehandling. Aftenen inden havde jeg sagt til Jan, at jeg synes at far var for svag til at modtage mere kemo, men at han selv skulle træffe den svære beslutning. Da vi om morgenen kørte derop, sagde jeg til ham, at han ikke skulle tage mere kemobehandling ofr vores skyld, han skulle gøre det som han selv fandt rigtigt. Selv sagde han så også, at han ikke kunne klare det mere. Da vi kom på afdelingen. kunne sygeplejersken godt se at han var blevet dårligere siden sidst (havde bla. tabt sig 8 kilo på 1 uge). De ville indlægge ham, og lave en ny CT scanning, som vi fik svaret på om fredagen, mens hele familien sad omkring ham. "Bare kom med sandheden" sagde far, og den fik han...og den var ikke god!
Der var spredning til hele kroppen, ALT var inficeret med den åndssvage sygdom - det var ikke til at tro, trods svær kemobehandling. Sådan, BUM, lige smidt i ansigtet, en dødsdom....far jokede og sagde at vi da ikke slap for ham de første 5-6 år...jeg selv? Jeg var ikke stærk nok til at sidde ved ham og modtage al den dårligdom, jeg brød simpelhen sammen og løb ud, kunne ikke klare det. Løb ud på badeværelset ved siden af, og lossede radiatoren sådan én med foden...en sygeplejerske blev forskrækket og kom ud for at trøste mig. Har kun roser til overs for afd. D2 i Aalborg, trods alt!
Ugen før hvor far døde, skulle jeg opereres for en knude i livmoderen i Thisted. Dette tænkte far meget på, han var nervøs...og efter operationen ringede han op på sygehuset for at høre hvordan det var gået, på dette tidspunkt var han sengeliggende, og meget svag, jeg var taknemmelig og rørt over, at han havde kræfter til at yde mig den omsorg. Weekenden efter operationen, kom Silwana (vores tyske feriebarn fra min barndom), og hendes kæreste Brian, for at hilse på ham, og formentlig sige farvel for sidste gang - far ventede på disse 2 "begiveneder", det er helt sikkert - jeg er så glad for at han satte sig for at få disse ting med. Efter afskeden med Silwana om søndagen, var det at han blev indlagt mandag morgen, det var mere end tydeligt at det var det han ventede på, det havde jeg også sagt til Jan før operationen.
Vi vidste jo alle hvor det bar hen af, men ikke at det ville komme til at gå så hurtigt..onsdag eftermiddag blev far meget dårlig, men vi kunne stadig komme i kontakt med ham, selvom han sov det meste af tiden. Jeg havde i flere dage gået med en følelse af at han havde brug for at få af vide, at nu var det iorden at han gav slip...jeg snakkede med Jan om det, om vi skulle bede Kirsten Haaber (psykoterapeut i det palliative team), om at sige det til ham. For far og jeg var jo ikke líge dem der sådan snakkede konkret om følelser, og det som virkelig gør ondt indeni, men jeg tog mod til mig...og kl. 15 hviskede jeg i hans øre, at nu var det iorden at give slip, at vi godt forstod at han ikke kunne mere, at han havde været en god far, og at vi nok skulle klare os nu, og passe på Galina hans kone. Det var som i en film, men det er sandt når jeg siger, at han åbnede øjnene og kiggede på mig, og nikkede - han forstod! Og derefter kom vi ikke i kontakt med ham mere...vi sad med hans hænder i vores, og han sov stille ind onsdag d. 29. juni kl. 18.20.
Det er surrealistisk! At han ikke er her mere...men jeg lyver for mig selv, og bilder mig selv ind, at han lige er ude at køre en tur, besøger venner, er i Vorupør, på torvet, henter blomster i Skive..eller...men hvem ved, måske er han alle de steder, ét sted er han ihvertfald, og det er i vores hjerter!!
Men vi skal ikke græde over det korte liv han havde, vi skal være glade for det vi fik sammen med far! Han var et livsstykke, og stor del af manges hjerter, han var en del af Thisted, en institution i byen, MANGE mennesker kom ikke kun for at købe blomster af far, men for at snakke med ham, være ved ham, opleve ham - han var sådan et menneske man elskede at være sammen med. Han solgte ikke kun mange roser på torvet, han gav også mange roser, som plantede sig i folks hjerter!!
Når sådan noget sker, kan man gøre 2 ting....man kan begrave sig i sorgen og lade livet sumpe til og blive bitter, eller man kan lære af det man har været igennem, og sætte pris på det man har, selv de små ting i hverdagen, og sætte mere pris på livet. Jeg har valgt det sidste, for vi har kun et liv, så vidt vi ved...og det vil jeg have det bedste ud af! Jeg er glad for, at når det ikke kunne være anderledes, så kom det til at gå hurtigt med far, så vi ikke skulle se ham ligge i en seng i flere måneder, det var ham simpelhen ikke værdigt!
I tiden hvor han kæmpede med kemo, og de mange ture til Aalborg sygehus, kørte jeg ofte med ham, og var med ham til alle samtaler og undersøgelser, så vidt det kunne lade sig gøre. Vi fik mange gode snakke på disse turer frem og tilbage, trods de triste omstændigheder, han troede til det SIDSTE, at han ville få flere gode år, og gøre lægernes dom til skamme, sådan skulle det desværre ikke blive, men jeg er imponeret over hans livsvilje, og hele hans kamp!
Støt Kræftens Bekæmpelse med et mindebidrag, eller et generelt bidrag - denne sygdom SKAL udryddes! Husk at du er fradragsberettiget, dette kan du få Kræftens Bekæmpelse til at indberette til Skat.
http://www.cancer.dk/
